Hver tiende dansker har taget en selfie, mens de kørte bil, og modsat hvad man måske skulle tro, er det ikke de yngste bilister, der er de værste.
Det viser en undersøgelse, lavet af Kantar Gallup for Gjensidige forsikring.
Telefonen er en integreret del af de fleste danskeres hverdag, men desværre betyder det også, at mange bruger mobilen på tidspunkter, hvor de ikke burde gøre det. Fx har hver femte 30 til 39-årige taget en selfie eller et andet billede, mens de kørte en bil. Blandt de 18 til 29-årige er tallet blot én ud af otte.
– I trafikken skal opmærksomheden kun rettes ét sted hen, og det er mod vejen. Det er helt utilgiveligt, at så mange voksne danskere roder med telefonen, når de burde have blikket på trafikken, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.
Mange ville måske forvente, at det primært er de unge bilister, der bruger telefonen til at tage selfies under kørsel. Selvom undersøgelsen viser, at det er hver tiende bilist, som gør det, så er det imidlertid kun 13 % af de 18 til 29-årige, mod 19 % af de 30 til 39-årige og 14 % af de 40 til 49-årige, som tager selfies under kørsel.
Men ligegyldigt hvor gammel man er, skal man aldrig bruge håndholdt telefon under kørslen.
– En af de hyppigste årsager til skader i trafikken er uopmærksomhed, og i den sammenhæng er en af de helt store syndere selvfølgelig mobiltelefonen. Uanset om man lige skal tjekke en sms, sende et billede eller noget helt tredje, er det helt uacceptabelt, at man fjerner sin opmærksomhed fra trafikken. Det bringer ikke blot en selv, men også andre i fare, siger Henrik Sagild.
Selvom det for de fleste er en vane at tjekke deres telefoner i tide og utide, er det både dumt og dyrt at forevige køreturen med en selfie. Udover risikoen, man udsætter sig selv og andre for, koster det også 1500 kr. i bøde.