Den naturbrand i Grønland, der har hærget nær Sisimiut i Grønland siden 8. juli, er endelig blevet slukket. Det oplyser brigadechef i Beredskabsstyrelsen Stig Hammerhøj, der har været med i indsatsen i Grønland.
For en uge siden rejste 38 danske brandfolk, herunder én fra Nordvestjyllands Brandvæsen og fem fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted, for at assistere med brandslukningen.
– Branden er slukket, og vi har etableret en standsningslinje, der hindrer, at hvis det blusser op igen, har vi en linje, der begrænser branden, dér hvor den truede med at brede sig, siger Stig Hammerhøj.
Beredskabsstyrelsen havde i første omgang afsat op til tre millioner kroner til missionen, der ventedes at vare 14 dage. Det lykkedes dog på den halve tid. De danske brandfolk vender derfor hjem igen lørdag.
Innovativt udstyr fik bugt med ilden
Takket være kraftfuldt og innovativt udstyr fik brandmændene bugt med branden.
– Vi har haft flere og mere slagkraftige pumper med, end grønlænderne har til rådighed. Vi har også lavet og brugt mosespyd til at gennemvæde området, siger brigadechef Stig Hammershøj.
Mosespyd er et spidst rør med huller, som man sætter på en brandslange. Med dem er det muligt at slukke naturbrande nedefra.
– Med spyddene spuler man vand ned under jorden. Det kan være i revner og sprækker og i små kløfter, hvor branden faktisk bevæger sig nedad og ligger og ulmer. De huller har vi fyldt op med vand, siger Stig Hammerhøj.
Udover mosespyd og pumper brugte brandmændene droner til indsatsen for at få overblik over branden.
Mens de danske brandfolk altså i weekenden rejser tilbage til Danmark bliver mosespyddene i Sisimiut, så de kan benyttes til fremtidige naturbrande i området.
/ritzau/
Foto: Basse Vængtoft/ Beredskabsstyrelsen