Når købmand, iværksætter og stifter af Jysk, Lars Larsen bisættes i eftermiddag, vil der forinden blive holdt et minuts stilhed blandt alle koncernens ansatte.
– Der vil blive holdt et minuts stilhed blandt alle 25.000 ansatte i hele Lars Larsen Group klokken 12 dansk tid, oplyser Rune Jungberg Pedersen, kommunikationsdirektør i Jysk.
Erhvervsmanden fra Silkeborg, som er vokset op i Hurup i Thy, sov mandag morgen stille ind i sit hjem ved Silkeborg omgivet af den nærmeste familie. Han havde i flere måneder været syg af leverkræft.
Bisættelsen finder sted torsdag klokken 14 fra Sejs-Svejbæk Kirke nær Lars Larsens hjem.
Det er en ceremoni for familie, venner og forretningsforbindelser. Men alle der har kendt Lars Larsen er ifølge kommunikationsdirektøren velkommen.
– Det er en åben ceremoni, men vi håber, at folk vil respektere, at der skal være plads til familie, venner og de nærmeste, der har kendt Lars Larsen bedst, siger Rune Jungberg Pedersen.
Efter ceremonien i kirken vil familie og forretningsforbindelser mødes på Jysks hovedkontor i Brabrand.
Donation frem for blomster
Familien har bedt om, at man i stedet for kranse i og ved kirken donerer beløbet til Kræftens Bekæmpelse.
Det kan ske via hjemmesiden mindegave.dk. I skrivende stund er der indsamlet over 360.000 kroner.
Lars Larsen efterlader sig sin kone, Kristine, to børn og fire børnebørn. Sønnen Jacob Brunsborg har overtaget posten som bestyrelsesformand i Jysk.
Lars Larsen blev 71 år.
/ritzau/
Foto: JYSK