Sommer og varme frem til torsdag

Til glæde for de mange, der ikke kan få nok af sol og sommer, byder den nye uge på solrigt og lunt vejr og flere dage med temperaturer op mod 30 grader. Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen:

– Mandag bliver en varm og tør dag med masser af sol og temperaturer op i nærheden af de 30 grader. De fleste steder vil temperaturerne ligge på 24-28 grader, mens de nok kun vil ligge på 22-23 grader ved de østvendte kyster, siger han.

– Mandag er den første af tre varme dage, siger Klaus Larsen.

Tirsdag bliver således også en flot dag med sol de fleste steder og temperaturer mellem 25 og 30 grader. Igen bliver det lidt køligere ved de østvendte kyster. Natten til onsdag kommer der regn- og tordenbyger op fra syd.

– Det er ikke de helt store mængder, der rammer natten til onsdag. Risikoen vil nok være størst i de østlige egne, siger meteorologen.

– Men det er en tendens, der fortsætter onsdag dag, tilføjer han.

Onsdag vil der således være regn- og tordenbyger, nok mest i de østlige egne.

– Men de vestlige egne slipper ikke helt fri, påpeger Klaus Larsen.

Det vil fortsat være lunt med temperaturer mellem 23 og 28 grader. Mandag, tirsdag og onsdag har DMI et varsel ude om risiko for hedebølge.

– Når det begynder at klare op torsdag efter onsdagens regnvejr, vil man nok kunne opleve lidt tåge rundt omkring, siger Klaus Larsen.

– Og så ser det ud til, at vi får et nyt system med regn og torden ind over landet torsdag. Det ser ud til at starte i Jylland om formiddagen og derefter passere østover i løbet af dagen, siger han.

Torsdag vil temperaturerne ligge på mellem 22 og 27 grader. Det vil være varmest i den sydøstlige del af landet, og vinden bliver svag til jævn og drejer i løbet af dagen mod sydvest.

– Fredag kommer vi igen ind i vestenvinden. Så det bliver med lidt sol og enkelte byger og temperaturer mellem 18 og 22 grader, siger meteorologen.

– Så overordnet kan man sige, at torsdag bliver skiftedag mellem den varme sommer og den mere almindelige, kølige danske sommer, tilføjer han.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top