Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at trække sig som formand, efter at Venstre i Region Midtjylland åbent har opfordret ham til det.
Han vil lade det være op til de delegerede på Venstres landsmøde at beslutte, hvem der skal lede partiet.
– Jeg er formand for Venstre og har en ambition om fortsat at være det. Og det er spørgsmål, der bliver afklaret på Venstres landsmøde, siger Lars Løkke Rasmussen.
– Hvis man ser gløder på marken, kan man enten prøve at slukke dem eller puste til ilden og brænde det hele af. Og det er der nogle i vores bagland, der er ude i, siger han.
Venstres landsmøde skulle efter planen være afholdt i november. Lars Løkke Rasmussen har ønsket at få det fremrykket, så det bliver afholdt inden Folketingets åbning til oktober.
Der er formelt de hundredvis af delegerede ved landsmødet, der stemmer om formanden og næstformanden.
Venstre i Region Midtjylland holdt møde mandag aften om situationen i toppen af partiet. Tirsdag opfordrede offentligt både Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen til at trække sig.
Pressefoto