Jo mere fedt man har på kroppen, jo mere øges sandsynligheden for, at man udvikler en depression. Har man ti kilo overflødigt fedt på kroppen, øges risikoen for depression med 17 procent.
Sådan lyder hovedkonklusionerne i et nyt studie fra Aarhus Universitet.
– Det er en betragtelig forøgelse – særligt set i lyset af den globale fedme-epidemi. På grund af den store udbredelse af fedme, så er det jo en stor del af verdens befolkning, der har øget risiko for at få depression, siger Søren Dinesen Østergaard.
Han er professor på Aarhus Universitet og en af forskerne bag studiet. Det er ifølge ham ikke den måde, det overflødige fedt påvirker kroppen biologisk, der er skyld i den øgede risiko for depression.
– Resultaterne af vores undersøgelse peger på, at det primært er den psykologiske effekt af at have øget kropsfedt, der giver større depressionsrisiko, siger han.
Undersøgelser, der tidligere har kædet depression og fedme sammen, har taget udgangspunkt i folks BMI. Forskerne bag det nye studie har dog valgt at fokusere på kropsfedt.
– BMI er ikke et godt mål for overvægt og fedme. Det tager nemlig ikke højde for, hvordan vægten er sammensat. I vores undersøgelse har vi set specifikt på mængden af kropsfedt, siger Søren Dinesen Østergaard.
Global fedme-epidemi
De nye resultater tilfører viden til det, professoren kalder den globale fedme-epidemi, og fremhæver faren ved den stigende overvægt på globalt plan.
– Fedmeepidemien er en trussel mod folkesundheden, og det er depression også.
– At overflødigt kropsfedt giver øget risiko for depression betyder derfor, at konsekvenserne af fedmeepidemien formentlig er endnu mere alvorlige end tidligere antaget, siger han.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, var 39 procent af verdens voksne overvægtige i 2016.
51 procent af den voksne befolkning i Danmark i 2017 var moderat eller svært overvægtig. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
/ritzau/
Foto: Colourbox