Region starter egen ambulancedrift fra søndag

Til september udvider Region Midtjylland sin præhospitale flåde med tre ambulancer og en akutlægebil. Selvom det fortsat primært er private firmaer, der kører regionens udrykningskøretøjer, så giver udvidelsen regionen gode muligheder for at samle erfaring og på sigt styrke konkurrencen.

Dermed driver regionen i alt fem regionale akutlægebiler og tre ambulanceberedskaber.

Erfaring og konkurrence
Regionsrådet i Region Midtjylland overvejer at hjemtage væsentlige dele af ambulancedriften i forbindelse med et udbud i 2020, og ønsker i den forbindelse at samle mest mulig erfaring.

– Vi er kommet godt fra start med de østjyske akutlægebiler, som har kørt siden slutningen af 2018. Nu bliver det spændende at komme helt tæt på ambulancedriften, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Ingen forskel for patienterne
Regionsrådsformanden understreger, at patienterne ikke kommer til at mærke, hvilken ambulanceleverandør, de bliver transporteret af.

Foto: Region Midtjylland

– Vi er tilfredse med de nuværende leverandører, men ønsker at fremme konkurrence på området og sikre borgerne mest mulig sundhed for pengene, siger Anders Kühnau.

Attraktive jobs til ambulancebehandlere
Leder af de regionale akutlægebiler og ambulancer overlæge Bo Nees Iversen, ser frem til, at de nye ambulancer kommer i drift.

– Jeg glæder mig til, at vi skal drive både akutlægebiler og ambulancer. Det betyder, at vi nu kan imødekomme de ambulancebehandlere, der ønsker at bruge deres forskellige kompetencer til at køre vagter i såvel akutlægebil som ambulance. En større organisation vil også sikre en mere bæredygtig daglig drift, siger Bo Nees Iversen.

Sikkerhed og arbejdsmiljø
Den nye ambulance er en Volkswagen Crafter, som er valgt med fokus på sikkerhed og godt arbejdsmiljø. Der er blandt andet elektriske bårelejer, som er bedre og mere sikre for patienterne og for ambulancepersonalet, der fremover ikke skal hæve og sænke båren manuelt.

Foto: Region Midtjylland

Forfatter

Related posts

Top