Sjørring Bordtennis har succes med seniorer

Mens bordtennissporten generelt stagnerer for tiden, tager flere og flere danskere over 60 år battet i næverne for at forsøde seniortilværelsen med prik, loop og smash.

Sjørring Bordtennisklub er en af de klubber, der har succes med de såkaldte +60-hold.

– Bordtennis er en lempelig sport, der udføres på en lille overskuelig arena. Den kræver ikke dyrt udstyr, og den er forbundet med en række sundhedsgevinster. Der er videnskabelig evidens for, at sporten fremmer reflekser, balance og koordination, træner hjernens planlægning og udøvelse af bevægelser og hæmmer fedme, aldersdiabetes og demens, siger Kaj Thomsen, formand i Sjørring Bordtennisklub.

På landsplan er antallet af bordtennisspillere over 60 år firedoblet til 3.400 på 10 år, når man ser på DGI’s og BTDKs medlemstal tilsammen.

I Sjørring har de i flere år haft bordtennisspillere i alle aldre. Særligt har de oplevet stor succes med deres motions- og 60+ hold, som tæller både mænd og kvinder. Nogle er nybegyndere, andre har holdt en pause på flere år, og flere er et godt stykke over 60 år.

Det kræver ingen tilmelding at deltage. Ønsker du at deltage, møder du blot op i Sjørring Idræts- og Kulturcenter på mandage klokken 19:15.

Forfatter
Top