Skilsmisser rammer særligt yngre søskende hårdt

En skilsmisse kan have store konsekvenser for søskendes fremtid, alt efter hvor gamle de er, når forældrene går fra hinanden, og det er særligt de yngre søskende det går hårdest ud over.

Det viser et nyt studie fra Rockwool Fonden, skriver Kristeligt Dagblad.

Skilsmisse kan ifølge rapporten resultere i dårligere karakterer og øge risikoen for at begå ungdomskriminalitet og ende uden uddannelse.

– Skilsmisser er selvfølgelig en privat sag for forældrene, men når det alligevel er relevant i et forskningsmæssigt perspektiv, så skyldes det især, at det har betydning for børnenes udvikling og muligheder for at få en uddannelse.

– Derfor er det en problemstilling, som vi som samfund er nødt til at forholde os til, siger forskningsleder ved Rockwool Fonden Eskil Heinesen til Kristeligt Dagblad.

Resultaterne bygger på oplysninger om flere end 15.000 danske skilsmissefamilier med minimum to børn.

I rapporten er en skilsmissefamilie både forældre, der formelt er blevet skilt, og forældrepar, der er gået fra hinanden uden at have været gift.

Dårligere karakterer
Af rapporten fremgår det ifølge Kristeligt Dagblad blandt andet, at karaktergennemsnittet efter folkeskolens afgangsprøve varierer mellem søskende. Det afhænger af, om forældrene gik fra hinanden, før eller efter børnene forlod 9. klasse.

For både småbrødre og -søstre, der ikke havde forladt folkeskolen, da forældrene forlod hinanden, gælder det, at de i gennemsnit ligger 0,3 karakterpoint lavere end deres ældre søskendes karaktergennemsnit i 9. klasse.

Højere risiko for ungdomskriminalitet
Ifølge rapporten påvirker en skilsmisse også sandsynligheden for, om drenge begår ungdomskriminalitet som 15-16-årige.

Undersøgelsen viser således, at risikoen for at blive dømt for kriminalitet øges med cirka tre procentpoint for drenge, der er under 15 år, når forældrene bliver skilt, sammenlignet med ældre søskende, der var over 17 år, da forældrene gik fra hinanden.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top