Kursuscentret.nu står stærkere end nogensinde

Resultaterne af forårets udbudsrunde for AMU-kurser er netop blevet offentliggjort, og dét har bragt stor jubel på EUC Nordvest.

Antallet af godkendelser til Kursuscentret.nu er nemlig steget med intet mindre end 70%. Dermed er efteruddannelsesmulighederne i området nu større end nogensinde – til stor glæde også for erhvervslivet, der således får endnu bedre muligheder for at opkvalificere sine medarbejdere lokalt.

Børne- og Undervisningsministeriet har netop sendt hele 15 godkendelser i det lokale kursuscenters retning.

– Vi kan næsten ikke få armene ned af bare begejstring. Udbudsrunden er gået langt over forventning, og vi er i dén grad blevet honoreret for det store benarbejde, vi har lagt for dagen, for at opnå hver og én af de eftertragtede godkendelser. Nu har vi alle muligheder for at kunne gå all-in på alle områder, så vi kan imødekomme behovet for efteruddannelsesaktiviteter med et stort og alsidigt udbud. Det er fantastisk godt nyt både for os, men bestemt også for Thy, Mors, Han Herred og Thyborøn, hvor erhvervslivet nu får langt bedre muligheder for at opkvalificere sine medarbejdere lokalt, fastslår afdelingsleder Mona Søe fra Kursuscentret.nu.

Mange nye kurser på vej
Stigningen i antallet af godkendelser spænder over en bred kam. Blandt nyhederne er eksempelvis, at transportområdet nu bliver udvidet med kurser i personbefordring med mindre køretøjer samt kurser med mobile kraner. På metalområdet er svejsning, skæring og maritim produktion i metal blevet udvidet med flere fag, og inden for robotkurser vil kursuscentret nu kunne køre alle de AMU-kurser, der findes inden for robot og robotsvejsning. Også inden for administration, kommunikation og IT er kursuscentret blevet godkendt til langt flere kurser.

– En anden stor nyhed er, at vi er blevet godkendt til at udbyde kurser inden for landbrugsproduktion samt fødevarer og nydelsesmidler. Det er kurser, som vi ikke tidligere har udbudt, men også her er vi blevet godkendt til at køre samtlige af de FKB’ere, vi har lagt billet ind på. Dermed kan vi nu realisere vores ambitioner om også at kunne tilbyde opkvalificering og efteruddannelse på Nordic Food College, fortæller Mona Søe.

Ud over godkendelsen til mange helt nye kurser, så er Kursuscentret.nu også blevet tildelt godkendelser til en lang række kurser, som man tidligere har måtte udbyde gennem andre kursusvirksomheders licenser. En klar styrkelse af det lokale kursuscenter, som således nu selv har serveretten i forhold til at sammensætte et stærkt og alsidigt efteruddannelsestilbud til det lokale erhvervsliv.

Foto: EUC Nordvest

Forfatter

Related posts

Top