Foreningen Vorupør Havbåde har fået 25.000 kroner i støtte.
Pengene er en del af feriehusbureauet Sol og Strand’s håndsrækningskampagne.
– Det er i den grad et skulderklap til vores arbejde, og pengene falder på et tørt sted. Det er et omfattende og bekosteligt arbejde at sætte de gamle havbåde i stand, fortæller Jens Utoft fra foreningen.
– Der er ingen tvivl om, at havbådene er en stor attraktion i Vorupør. Hver gang vi trækker bådene op ved hjælp af det gamle spil, stimler folk sammen, så det har stor betydning for destinationen, fortæller Jens Utoft.
Udover Vorupør Havbåde kunne blev også Krik & Omegns Beboerforening og Aktivkomiteen Klitrosen Klitmøller tilgodeset med en pose penge; 12.500 kroner hver.
– Det er skønt at få muligheden for at honorere lokale ildsjæle. Denne håndsrækning er blot starten på en udvikling, der er i gang hos Sol og Strand. Virksomheden overgår nemlig til en fond, og fra 2022 er hensigten, at ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” vil udlodde årlige donationer, fortæller bureauchef Bente Krabbe Toftdal.