41-årig svindlede chef for 1,2 mio. kr: Nu skal der betales tilbage

Et år og 6 måneders samfundstjeneste samt et krav om tilbagebetaling.

En 41-årig mand blev mandag dømt for både bedrageri og dokumentfalsk. I perioden 2014-2017 svindlede den 41-årige sig til 1,2 millioner kroner fra sin tidligere arbejdsgiver i Thisted.

Bedrageriet bestod bl.a. af en falsk partnerskabsaftale mellem den virksomhed manden var ansat i, og en ikke-eksisterende organisation. Det skriver TV Midtvest.

Via den opdigtede organisation opkrævede den nu dømte mand et kontingent samt adskillige småbeløb fra hans arbejdsplads. Derudover ændrede han beløbet på rigtige fakturaer, som virksomheden, han var ansat i, havde modtaget.

Alle de overskydende beløb har han overført til sin egen konto, der i løbet af tre år voksede med 1,2 millioner kroner på bundlinjen.

Den 41-årige forklarede i retten, at han begik svindlen for at dække over ting i sit privatliv.

Han modtog dommen, og skal ud over samfundstjeneste betale alle pengene tilbage til sin tidligere arbejdsgiver.

Forfatter

Related posts

Top