Regeringen vil bruge en milliard kroner ekstra på grøn forskning i 2020, hvilket vil fordoble investeringerne på området. Det skriver Politiken.
Pengene foreslås som en del af næste års finanslov og skal være med til at sikre, at regeringen når i mål med sin ambition om at mindske udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990.
– Vi har helt utrolig travlt med den grønne omstilling. Klimaforandringerne går stærkt. Vi kan se det. Vi kan mærke det, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
– Men vi må erkende, at de store landvindinger af teknologisk karakter ikke kommer fra den ene dag til den anden. Løkke-regeringen startede med at skære ned på det grønne område, vi gør det modsatte, siger hun til Politiken.
Ifølge beregninger fra Forskningsministeriet faldt investeringerne i grøn forskning fra knap 1,5 milliarder kroner i 2015 til 1,08 milliarder kroner i 2020.
Med den ekstra milliard kroner vil det samlede beløb målrettet grøn forskning stige til 2,175 milliarder kroner årligt.
Pengene skal bredt set gå til grøn forskning, men regeringen fremhæver, at der er brug for løsninger inden for landbrug og transport.
/ritzau/