Godt og vel 850 besøgende trodsede søndagens regn og blæst og mødte op til Åbent Landbrug på Nordic Food College (NFC), hvor Morsø Landbrugsskole var vært for et arrangement med masser af aktiviteter for hele familien.
De besøgende børnefamilier fik sig én på opleveren på den nye helhedsskole. Morsø Landbrugsskole driver ikke et ordinært landbrug, men spreder sig over en bredere kam end de traditionelle landbrug, og derfor var der også stor alsidighed i de ting, de besøgende kunne opleve under arrangementet.
– Vi kan noget andet, end de traditionelle landbrug – dér supplerer vi hinanden rigtig godt. Jeg synes, at det er fint, at vi får vist vores del også, og det kunne vi tydeligt mærke, at vores mange besøgende var enig i. De syntes, det var spændende at opleve både Tyregården, hvor vi har kvæghold, vores marker med frilandsgrønt og quinoa, vores gedefold, væksthus, vinmarker og – ikke mindst – vores zoo-afdeling, hvor de både kunne opleve fugleedderkopper, leopardgekkoer, skægagamer, skildpadder, fugle, kaniner, zebramus og rotter, og hvor de sågar kunne prøve at røre ved vores slanger. Det gik rent hjem især hos familiens yngste, fortæller afdelingsleder Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole.
Landbrugsskolen havde to store vogne til at køre i fast rutedrift mellem de forskellige afdelinger, og de var godt fyldt op gennem hele dagen. Der var ligeledes stor aktivitet ved halmballe-presningen og hos de mange lokale nicheproducenter, der også havde en stand til arrangementet. Eneste aktivitet, der ikke kunne gennemføres på grund af vejrliget var droneflyvningen.
Stor interesse for konceptet
Eleverne fra Nordic Food College havde også travlt med rundvisninger. Mange af de besøgende tog nemlig imod tilbuddet om at få en rundvisning på den nye helhedsskole, og der var generelt stor interesse for at høre mere om den unikke kobling, NFC har lavet mellem jordbrugs- og fødevareuddannelserne.
– Eleverne har været en kæmpe drivkraft under arrangementet, og de har samtidig været rigtig gode ambassadører for skolen. De fortalte levende om, hvordan Culinary-eleverne i køkkenet bruger det kød og de grøntsager, som landbrugsskolens elever dyrker. Og gæsterne kunne selv teste resultatet, idet Nordic Food College-køkkenet solgte bondegryde lavet på kød, kartofler, gulerødder og løg med mere af egen avl. Eleverne fra Culinary-afdelingen solgte også lun leverpostej, røget bacon og hjemmebagte boller, ligesom gæsterne kunne købe NFC-rugmel, der blev kværnet lige ved siden af standen. Alt i alt var arrangementet en bragende succes, og min oplevelse var, at vi slap godt afsted med at inspirere de unge – måske kommende elever – der var mødt op, lyder det fra Jonas Lundgren Bach Korsgaard.
Han understreger, at det succesfulde arrangement ikke kunne være gennemført uden hjælp fra foreningen Åbent Landbrug Mors, hvorigennem mange selvstændige landmænd mødte op for at hjælpe til under arrangementet. Når mange gode kræfter forenes, kan man opnå meget, og Jonas Lundgren Bach Korsgaard er da heller ikke sen til at melde ud, at skolen nok skal takke ja, hvis man får tilbuddet om at være en del af Åbent Landbrug igen.