Selvom Klaus Reinhold Nielsen var beskyttet mod en fyreseddel i kraft af hans rolle som talsmand for sine kolleger i pakkeriet, blev han for nyligt efter 25 års ansættelse fyret fra sit job på Tican-slagteriet i Thisted.
Nu er han efter et forlig med sin fagforening, Fødevareforbundet NNF, og Tican blevet tildelt en erstatning på 120.000 kroner. Det skriver Nordjyske.
Årsagen til afskedigelsen skal findes i, at Klaus Reinhold Nielsen angiveligt havde opfordret sine kollegaer til at strejke. Derfor fik han en advarsel af sin afdelingleder, som dog ikke kunne fremlægge konkrete eksempler på at tillidsmanden skulle have opfordret til strejke.
Da medarbejdernes tillidsrepræsentant Peter Uno Andersen protesterede mod fyringen, tilbød Tican at betale Klaus Reinhold Nielsen 60.000 kroner i erstatning, men det tilbud blev afvist. I stedet endte fyringen i Arbejdsretten.