150 flere betjente skal uddannes hurtigst muligt, og de mere end 800.000 timers opsparet afspadsering i politiet skal nedbringes med kontante beløb til betjentene.
Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til avisen Danmark.
Når regeringen kommer med sit udspil til sin første finanslov tæt på Folketingets åbning 1. oktober, vil Nick Hækkerup bruge 1,2 milliarder om året til politiet. Samtidig vil et engangsbeløb på 130 millioner gå til betjente, der har arbejdet ud over almindelig arbejdstid.
– Efter jeg er kommet ind i ministeriet, har jeg kunnet konstatere, at hele kæden i retssystemet er under pres. Politiets overarbejde skal ikke tælles i tusinder, men i hundredtusinder af timer, siger justitsministeren og tilføjer:
– Behandlingen af en straffesag i gennemsnit er på næsten et år. Kæden er blevet strakt for langt ud. Og så kommer trygheden og sammenhængskraften i samfundet under pres. Det fører til, at vi skal gøre noget. Både på kort og langt sigt, siger Nick Hækkerup til avisen Danmark.
Finansloven er det korte sigt. Et nyt politiforlig, hvor Socialdemokratiet blandt andet gik til valg på at oprette tyve nye politistationer i provinsen, er det lange sigt. Det nuværende forlig udløber til nytår, men Nick Hækkerup vil først forhandle til næste år.
– Det er nødvendigt, at vi får bedre tid til at forberede os til at omstrukturere systemet, siger Nick Hækkerup til avisen Danmark.
/ritzau/