Steinfath snublende tæt på VM-guld

Stand Up Padleren Casper Steinfath fra Klitmøller vandt i weekenden sprinten på World Tourens tredje stop i Japan. Med sejren er den fire-dobbelte verdensmester snublende tæt på at vinde den samlede World Tour i sprint.

Det er Casper Steinfaths anden sprintsejr på årets tour.

– Jeg er helt oppe at flyve. Sprinten var kaotisk, hurtig og spektakulær. Jeg vandt i New York for to uger siden, og den satte mig under et stort pres. Så jeg var nervøs i alle heats frem mod finalen. Men her fandt jeg roen og fik en perfekt start, siger Casper Steinfath.

Foto: John Carter, APP World Tour.

– Den her førsteplads sætter mig meget tæt på at vinde den samlede VM-titel. Jeg mangler stadig det sidste stop i Paris, så kampen er ikke færdig endnu. Men jeg tog et kæmpeskridt i dag, så Paris bliver en fest, lyder det fra Klitmøller-surferen.

En 4. plads på sidste stop er nok til guld
Finale-sejren var reelt aldrig i fare. Han kom først til den første bøjevending på den 300 meter lange bane, og tillod aldrig konkurrenterne fra USA, Hawaii og Frankrig at komme forbi.

I den samlede stilling fører Casper Steinfath nu med så mange point, at en plads i top fire på den sidste VM-afdeling i Paris til december er nok for at sende VM-titlen til Klitmøller.

Han har i forvejen vundet det enkeltstående VM fire gange, men en World Tour-sejr mangler på trofæhylden.

Foto: John Carter, APP World Tour.

Forfatter

Related posts

Top