I sit finanslovsforslag vil regeringen ikke fortsætte bredbåndspuljen, der støtter udrulning af hurtigere internet i tyndt befolkede områder. Områder, hvor det ikke giver kommerciel mening at udrulle hurtigt internet.
Men nu åbner finansminister Nicolai Wammen (S) en lille dør på klem, for at puljen kan overleve.
– Jeg vil ikke stå og love, at der er penge til at fortsætte puljen. Det skal evalueres, og hvis den evaluering viser, at det er en god idé at fortsætte indsatsen, så kan det være, at vi skal gøre det, siger han.
– Hvis evalueringen er positiv, vil regeringen foreslå at puljen forlænges med 100 millioner kroner i 2020.
Ifølge energiselskabernes brancheforening, Dansk Energi, er der over 100.000 husstande og virksomheder, der i dag har så dårligt internet, at de ville kunne søge puljen.
Landdistrikternes Fællesråd, en interesseforening for landdistrikter, mener, at en nedlæggelse af puljen vil være et stort tab.
– Det har både betydning for bosætningen og erhvervsudviklingen i de pågældende områder, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Der er samlet set over tre år givet støtte til omkring 12.000 adresser i forskellige egne af Danmark.
/ritzau/
LÆS OGSÅ:
Arkivfoto: Thy Mors Energi