Thyborøn Havn skal selv stå for oprensning af kanal

Kystdirektoratet og Thyborøn Havn har netop underskrevet en aftale om oprensning af Thyborøn Kanal og indsejlingen til Thyborøn Havn.

Kystdirektoratet har hidtil stået for oprensningen, men med aftalen overtager Thyborøn Havn selv opgaven. Det oprensede sand vil fortsat indgå i Kystdirektoratets kystbeskyttelse af Harboøre Tange.

– Thyborøn Havn har i nogen tid ønsket at overtage opgaven, og nu har vi landet en aftale, der konkretiserer, hvordan det skal ske, når havnen overtager opgaven fra årsskiftet. Den tilgodeser både Thyborøn Havns behov og Kystdirektoratets behov for at bruge det oprensede sand til kystbeskyttelse af Harboøre Tange. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med havnen, siger kystdirektør Merete Løvschall fra Kystdirektoratet.

Thyborøn Havn skal ifølge aftalen aflevere det oprensede sand på vestsiden af Harboøre Tange, når der er behov for kystbeskyttelse af tangen. Sandet vil blive brugt til sandfodring, der er en vigtig del af kystbeskyttelsen.

Thyborøn Havn får et årligt tilskud på fire mio. kroner fra staten til at udføre oprensningen og levere det oprensede sand.

– Det har stor betydning for Thyborøn Havn, at vi nu selv kan tilrettelægge oprensningen. Det gør driften af havnen mere fleksibel, og det kan passes sammen med havnens øvrige aktiviteter. Overdragelsen af ansvaret er et meget vigtigt skridt i retning af at få øget vanddybden til de 10 m i indsejlingen til Thyborøn Havn. Vi har allerede nu indsendt en ansøgning om uddybning af Thyborøn Kanal for at forbedre indsejlingsforholdene, så havnen kan besejles med større skibe. Det åbner op for langt flere muligheder for udvikling i Thyborøn, siger havnedirektør Jesper Holt Jensen.

Aftalen træder i kraft den 1. januar 2020, og Kystdirektoratet afleverer kanal og indsejling oprenset til otte meters dybde. Thyborøn Havn har dog allerede sat gang i undersøgelser i forhold til at øge dybden til 10 meter.

Foto: Thyborøn Havn

Forfatter

Related posts

Top