Morsø og Struer får til sammen 26 mio. kr. i særtilskud

En række kommuner med presset økonomi har fået tildelt ekstra millioner til kommunekasserne i 2020.

Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet, som har fordelt pengene.

Pengene er fordelt fra en pulje på 360 millioner kroner, som alle kommunerne kan søge på. 62 kommuner har søgt puljen, og 22 har fået penge.

Blandt modtagerne er Morsø Kommune der står til at modtage 16 millioner kroner. Struer Kommune får 10 millioner kroner.

I Morsø Kommune blev det i den netop indgåede budgetaftale arbejdet ud fra, at man i år ville modtage 7,6 millioner kroner i særtilskud – altså noget mindre end hvad man nu reelt bliver stillet i udsigt.

Det er aftalt imellem parterne, at bliver særtilskuddet et højere beløb, skal dette beløb tildeles en budgetreserve eller opstartspulje. Dog er der øremærket 50.000 kroner til opnormering af en stilling i sundhedsplejen med henblik på fokus på overvægtige børn.

Puljen for særtilskud er i år hævet med 50 millioner kroner i forhold til sidste år, hvilket ifølge social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) skal afhjælpe en del af problemerne med udligningsordenen, som fordeler penge mellem kommunerne.

– Regeringen ønsker, at der skal være råd til velfærd i hele landet. Derfor har vi valgt at fordele flere penge ud i særtilskud end sidste år. Med tilskuddene giver vi en økonomisk håndsrækning til nogle kommuner, der har mistet indtægter – blandt andet i udligningssystemet.

– Ligesom vi hjælper de kommuner, som har de største udfordringer, for eksempel fordi de får flere børn og ældre, eller skatteindtægterne er lave, siger Astrid Krag i pressemeddelelsen.

Forfatter

Related posts

Top