Kommunaldirektør: – Særtilskud er ikke overflod

Morsø Kommune er blevet tildelt et særtilskud på 16 millioner kroner på næste års budget.

Det er 8,4 millioner kroner mere end det forsigtige skøn, der blev lagt til grund for den netop indgåede budgetaftale blandt partierne i kommunalbestyrelsen. Pengene skal bruges til at imødegå pres på driften og/eller sætte skub i udvalgte udviklingsprojekter.

I forligsteksten fremgår det nemlig, at det beløb der evt. måtte komme ekstra udover de 7,6 millioner kroner, skal tilgå en opstartspulje eller budgetreserve – dog fratrukket kr. 50.000 der allerede er øremærket til området for overvægtige børn.

Men de 8,4 mio. kr. er ikke ”overflod”, da forliget for budget 202 kun har været muligt ved at trække penge ind fra andre år. Det fortæller kommunaldirektør Rikke Würtz:

– Der er således trukket ”2019 penge” ind – i form af opstartspuljen på kr. 8,2 mio. kroner. Dertil er der også trukket ”2021 forventet indtægter” ind fra Johan Riis Minde på 7,4 mio. kr.

Altså 15,6 mio. kr. er der trukket ind fra andre år, for at få udgifter til at gå op med indtægter og finansiering.

Årets budgetlægning viser derfor ifølge borgmester Hans Ejner Bertelsen, at det er bydende nødvendigt, at der kommer en udligningsreform:

– Hele 42,1 mio. kr. af indtægterne i Morsø Kommunes budget 2020 er tilskud udover almindelig udligning (likviditetstilskud, tilskud til særlig vanskeligstillede kommuner og særtilskud, red.) og viser, at beregningerne i systemet ikke stemmer overens med virkeligheden. Effekten af dette, er at vi først helt her til sidst, reelt har kendt vores indtægtsniveau. Det er en urimelig situation at sætte kommuner i og umuliggør langsigtede planlægning, siger Hans Ejner Bertelsen.

LÆS OGSÅ:

Morsø Kommune klar med næste års budget

 

Forfatter

Related posts

Top