Visionerne og helheldsplanen er på plads for Lemvig Sundhedshus, hvor kommunale og regionale sundhedstilbud fremover skal rykke helt tæt sammen.
Målet er, at borgerne skal opleve sammenhæng i den hjælp, de får.
– Vi, borgerne og kommunen har mange fælles visioner for sundhedshuset. I regionen har vi afsat penge til at udvikle nye lokale sundhedstilbud. Mit håb er, at huset også bidrager til at bevare Lemvig som er et attraktivt lokalområde. Både for borgere og for sundhedsansatte, siger Annette Roed, formand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.
Med en samlet bevilling på 33,3 mio. kr. fra kommune, region og stat kan ombygning og nybyggeri af det fælles sundhedshus på hospitalsgrunden nu sættes i gang.
Lægeklinik med penge til udvikling
1. september åbnede regionen Klinik for Almen Medicin, der er lægehus for 3500 borgere. Klinikken bliver en del af sundhedshuset. Regionen har afsat en mio. kr. hvert år til udviklingsinitiativer i klinikken i de seks år, Sundhedsministeriet har givet tilladelse til, at regionen må drive klinikken.
Udover lægeklinikken vil Lemvig Sundhedshus rumme en regional akutklinik, der åbner, når Regionshospitalet Gødstrup tages i brug. Desuden vil den regionale del af huset rumme røntgen, blodprøvetagning, vagtlæger, jordemoderkonsultationer, aktiv patientstøtte og neurorehabiliteringspladser (Sengeafsnit 14).
Lemvig Kommunes andel af huset skal rumme sygepleje- og sårklinik.
Foto: Region Midtjylland