Forebyggelse af stress er svært – og dog

Hele denne uge har været europæisk arbejdsmiljøuge, og mange virksomheder bruger de kommende uger til at sætte særligt fokus på deres arbejdsmiljø. Dansk Arbejdsmiljø i Thisted, som rådgiver lokale virksomheder i arbejdsmiljø, har i år valgt at sætte fokus på stress.

– Udvikling af stress har store omkostninger for både organisationen og for medarbejderen og dennes familie, forklarer Mona Lagoni direktør for Dansk Arbejdsmiljø.

Selvom der de seneste 10 år har været massiv oplysning omkring stress er kulturen i virksomhederne ikke fulgt med endnu.

– Stress har udviklet sig til en ”folkesygdom” i Danmark og ligger lige i halen af muskel- og skeletbesvær. Det skyldes bl.a at mange ledere ofte er på ”herrens mark”, når det gælder at stoppe stressudvikling hos medarbejdere. Medarbejderne har nemlig også selv en del af ansvaret i forhold til at forebygge at stress udvikler sig. Dialog og indsigt er nøglen for begge parter, fortæller hun og fortsætter:

– De fleste metoder og indsatser, der findes på markedet, sættes først i gang, når en medarbejdere er ved at have alvorlige symptomer på stress og så er tidspunktet for forebyggelse egentlig overskredet”, understreger Mona Lagoni. Med lidt rettidig omhu kan man faktisk komme stressen i forkøbet, men det kræver, at man sætter fokus på det,.

5 gode råd til, hvordan man forebygger stress på arbejdspladsen:

1. Gør stress til et fælles ansvar
Stress er ikke kun et personligt anliggende, men en fælles opgave at håndtere. Selvindsigt er et nøgleord for forebyggelse af stress. Dette gælder både for organisationen og for den enkelte medarbejder. Opretholdelse af et godt flow og effektiv brug af organisationen ressourcer kræver en kultur med teamspirit og åben dialog.

2. Kortlæg stressorer på arbejdspladsen
Stressorer der ikke giver organisationen gevinst bør fjernes, men jobbet kan indholde stressorer, som man må acceptere som en del af arbejdet. Jo bedre man er til at håndtere dem på arbejdspladsen og har løsninger til at lette presset, jo bedre er man rustet.

3. Klæd medarbejderne på til at kende sine grænser for pres
Medarbejdere er forskellige og det er forskelligt, hvad der presser den enkelte medarbejder. Medarbejderen skal kunne reagere hensigtsmæssigt, målrettet og i tide inden, der udvikles symptomer på stress. Dialog mellem medarbejder og leder kan startes af begge, men en god løsning kræver, at medarbejderen er ærlig og kender sig selv.

4. Skab ventiler og teamspirit
Ventiler er mindre eller større tiltag, der sættes i kraft, når presset bliver for stort for en eller flere medarbejdere. Presset kan opstå i perioder eller som pludselige spidsbelastninger. Ofte er mulighederne for tiltag allerede til stede i organisationen uden at de bliver taget i brug, da de ligger som en ubevidst viden i organisationen. Ventiler, hvor organisationen rykker sammen og hjælper hinanden, skaber flow og et godt samarbejde.

5. Strukturer dialogen
Samtaler om pres i arbejdet og risiko for stressudvikling kan hjælpes på vej af en struktureret dialog. Samtaler kan tage mange veje. For at sikre en konstruktiv dialog, som støtter medarbejdere og organisation er det vigtigt at have en god struktur samtalen. Strukturerede samtaler giver sikkerhed, da alle parter ved, hvad skal drøftes og de sikrer, at man kommer rundt om udfordringer og løsninger.

Forfatter

Related posts

Top