Regnen har silet ned i over hele Danmark i lange perioder.
Set isoleret på efteråret har vi allerede fået mere end 12% nedbør over normalen – og så er vi end ikke nået ind i november endnu. Selv hvis der skulle lidt mindre nedbør end normalt i næste måned, tyder alt på at efteråret 2019 vil skrive sig ind i historiebøgerne som det vådeste der nogensinde er målt herhjemme. Det skriver TV2.
De store nedbørsmængder kan også ses på de samlede tal for 2019 indtil videre. Allerede for en uges tid siden passerede vi den normale nedbør for et helt kalenderår.
En del af årsnedbøren skal også tilskrives marts måned, som med 106 millimeter regn endte med at blive den vådeste marts, der er målt i Danmark.