Luftfartsbranchen er i dag et af klimakampens største problembørn, da den endnu ikke har fundet en sikker måde at sænke sin udledning af drivhusgasser på.
Men nu er der måske et håb forude. Det skriver Politiken.
Et dansk forskerhold fra Syddansk Universitet offentliggør idag en foreløbig rapport, der antyder, at det er muligt at fremstille bæredygtigt, grønt flybrændstof i Danmark.
Opskriften kan lyde på en blanding af blandt andet CO2, brint og den biogas, som afgasses fra gylle, halm og fødevareaffald.
Resultatet er brændstoffer, der kaldes electrofuels. Og de kan bruges til klimavenlige alternativer til blandt andet flybrændstof.
– Vores rapport viser, at teknologien til at fremstille bæredygtigt flybrændstof i Danmark og i Norden er til stede, så vi kan påbegynde etableringen af produktionen inden for få år, og at det er en bæredygtig, attraktiv og mængdemæssigt tilstrækkelig løsning på globalt niveau, siger professor Henrik Wenzel, der står i spidsen for forskerholdet, til Politiken.
Samtidig dannes der overskudsvarme, der kan bruges til industri eller boliger.
Foto: Aalborg Lufthavn