Aktiviteter skal lokke gæster til Hanstholm frem til jul

De seneste par uger har Hanstholm Centret lagt hus til en række forskellige aktiviteter og events for hele familien. Et væld af kommende aktiviteter og events skal være med til at trække endnu flere kunder til byen frem til jul.

Hanstholm er en by i fremdrift ikke mindst på grund af havneudvidelsen, og der sker rigtigt meget i byen. Den udvikling vil Hanstholm Centret selvfølgelig være en del af.

– Derfor har vi sammensat et aktivitetsprogram, hvor der fra nu og frem til jul vil være en 3-4 aktiviteter i centret om ugen for at give liv i centret og tilføre det noget nyt, fortæller Handelschef Michael Vendelbo fra Thy Detailforum, der sammen med Hanstholm Centerforening står bag initiativet.

– Der er blandt andet “Fredags-musik” på torvet hver fredag kl 14.00-17.00 ligesom vi om tirsdagene har CenterSjov for børnene om eftermiddagen. Centerforeningen involverer samtidigt lokale spillere som fx. Fyret, Bunkermuseet, idrætsforeningerne og mange flere i aktiviteterne. Herudover er der weekendkonkurrencer hver lørdag kl. 12.00, hvor man kan vinde flotte præmier, fortæller Michael Vendelbo.

Open by Night
Torsdag aften er der Open by Night i centret indtil kl. 20.00, hvor der vil være underholdning med John Mogensen live og man kan nyde flæskesteg, der indtages ved langborde i centret. Der vil være konkurrencer, Hanstholm IF laver en pop-up-shop i samarbejde med Sportigan Hurup/Thisted samt Hummel ligesom der er mulighed for at møde klubbens bedste spillere samt OK Benzin.

Hanstholm Centerforening og Thy Detailforum håber, at de øgede aktiviteter kan være med til at sætte Hanstholm Centret og Hanstholm by yderligere på det lokale landkort.

Forfatter

Related posts

Top