Regeringen har trukket sit forslag om at spare på støtte til friskoler tilbage.
Ved mandagens forhandlinger om en finanslov har regeringen droppet sine planer om at spare på støtten til friskoler fra 2021. Det oplyser De Radikales politiske leder, Morten Østergaard. Finansminister Nicolai Wammen bekræfter det over for DR.
– Vi glæder os over, at den første sejr er i hus, siger Morten Østergaard.
– Dermed har vi fået elimineret en af de besparelser på uddannelse, som til vores store overraskelse havde fundet vej til socialdemokraternes finanslovsudspil.
– Så de frie skoler og alle de børn og forældre, der benytter dem, kan ånde lettet op. Der bliver ikke sparet på dem næste år.
I alt ville besparelserne have indbragt omkring 300 millioner kroner årligt, oplyser Morten Østergaard.
Regeringen havde foreslået at sænke det, der hedder koblingsprocenten. Det er et tal, der angiver, hvor stort et tilskud skolerne modtager per elev. Regeringen ville sænke den fra 76 til 71 procent fra 2021. Men det er nu droppet.
– Som vi sagde før valget, ønsker vi at prioritere folkeskolen, sagde finansminister Nicolai Wammen (S), da han fremlagde regeringens forslag til finanslov.
Ifølge friskolernes forening, Dansk Friskoleforening, ville besparelsen føre til lukning af friskoler.
Venstres børne- og undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, glæder sig også over, at forslaget droppes.
– Alle, der kender friskoleverdenen ved, at mange skoler har en yderst sårbar økonomi, siger hun.
– I Venstre har vi kæmpet for friskolerne, fordi vi ved, hvor stor betydning de har for børn og forældre i rigtig mange lokalsamfund.
/ritzau/
Foto: SydvestMors Friskole