Kollerup gør klar til endeligt opgør med kviklån

– Hvis kviklånsfirmaerne forsvandt fra Danmark, ville jeg græde tørre tårer, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) til Politiken.

Ministeren har kaldt Folketingets partier til møde imorgen om kviklån, hvor han vil tage fat på det endelige opgør med den forkætrede låneform. Regeringen arbejder blandt andet med et renteloft over kviklån.

– Kviklån har vist sig at være en ublu forretningsmetode, som er til skade for vores ønske om at have et godt samfund. Kviklån sætter folk, der i forvejen er i en udsat social situation, i det, man bedst kan betegne som et gældsfængsel, siger ministeren til avisen.

Et notat fra Erhvervsministeriet viser, at kviklån løber op i årlige renter og omkostninger (åop, red.) på op til 7-800 procent.

– Det er fuldstændig vanvittigt, at man kan få sig selv til drive en forretning med en åop på 7-800 procent. Det er langt over grænsen for anstændighed. Det er danskere, som ofte i forvejen er i en sårbar situation, der havner i kløerne på disse lånehajer. Vi vil have et opgør med kviklån. Markedet har ikke kunnet løse problemerne, så nu kommer vi med en politisk regulering, siger Simon Kollerup.

Hele 40 procent af dem, som tager kviklån, fortryder, fremgår det af en analyse fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen.

Forfatter

Related posts

Top