Læserbrev: Det Gamle Stadion

Læserbrev af
Jan Fink Mejlgaard , Thisted

I lighed med Bo Immersen og Jan Lyhne vil jeg gerne melde mig i koret, og slå et slag for bevarelsen af Det gamle Stadion i Dragsbæk.

Jeg håber inderligt, at kommunalpolitikerne besinder sig, og opgiver tanken om at udstykke denne grund til beboelse. Stedet har virkelig potentiale til noget stort, og i stedet for at nogle få kan få glæde af beliggenheden, så må det klart være at foretrække, at stedet, også i fremtiden, kan bruges af den brede befolkning. Pengene til forskønnelse af Søbadet bør kunne findes på anden vis, og hvis det ikke lader sig gøre lige nu, så mener jeg, at det er bedre at sætte dette projekt på stand by, indtil en fornuftig løsning er fundet.

Hvis Thisted skal være en attraktiv by at bosætte sig i – også i fremtiden, så skal man da sørge for at bibeholde de grønne åndehuller. Det samme gælder for Dyreskuepladsen – kunne man forestille sig at inddrage dette område til beboelse? Nej vel – der må være grænser for tåbelige ideer. Jeg vil gerne bakke op om ideen om at etablere en atletikbane eller en multibane på Det gamle Stadion ved Landlyst Alle.

Mon ikke der er mulighed for at søge diverse fonde, RealDania eller EU om midler til forskønnelse af området? Det skal forsøges, og jeg håber meget, at der melder sig flere under fanerne – eventuelt gennem medlemskab af en forening til bevarelse af Det gamle Stadion i Dragsbæk.

Det er nu, der skal handles, og det er mit håb at endnu flere blander sig i debatten. Og gerne med gode og konstruktive ideer.

 

Forfatter

Related posts

Top