Hanstholm-virksomhed vinder initiativpris

Hanstholm-virksomheden Fishermens Factory har vundet Dansk Industri Thy/Mors’ initiativpris 2019.

– Fishermens Factory har positioneret sig enormt godt på et ellers udfordrende marked. De har gjort et nicheprodukt til en eksportsucces, hvilket kan inspirere mange virksomheder i Thy og på Mors, siger Tage Odgaard Nielsen, formand for DI Thy/Mors.

Jomfruhummere fra Fishermens Factory bliver solgt til sushirestauranter i Japan, Michelin-restauranter i Paris og til det lokale køkken i Fransk Polynesien. På den måde har virksomheden har vundet terræn på det globale marked, og opskriften på succes består af et unikt samarbejde med fiskerne og højtspecialiserede medarbejdere.

Prisen går til medarbejderne
Hos Fishermens Factory er man ikke i tvivl om, at prisen går til medarbejderne.

– Det er først og fremmest vores medarbejderes fortjeneste, at vi er nået hertil. De er højt specialiserede og viser et stort engagement. De udviser initiativ, og derfor går prisen til dem, siger Marie-Louise Lyngby Pedersen, salgs- og indkøbsansvarlig for Fishermens Factory.

Tæt samarbejde med fiskerne
Fishermens Factory arbejder tæt sammen med de fiskere, der er nøje udvalgt til at lande hummere på fabrikken. Flere af fiskerne har i samarbejde med virksomheden fået frysesystem ombord, så hummerne kan fryses til søs. Samtidig er der investeret massivt i fabrikken på land, som er blevet moderniseret og udvidet over flere omgange. Senest med et helt nyt system til emballering med genbrugsplast.

– Stort set alt, hvad vi gør, gør vi i samarbejde med de fiskere, som lander hos os. Vi ved altid, hvad de kommer ind med, og hvornår de kommer ind. Det er nødvendigt, når der er så forskellige krav til vores produkter rundt om i verden. Når vi investerer i nyt materiel, så gør vi det også i dialog med fiskerne. Det er faktisk i det samarbejde, vi formår at skabe innovation, siger Marie-Louise Lyngby Pedersen.

Fishermens Factory A/S beskæftiger i dag 30 medarbejdere. Virksomheden har en flot vækst på top- og bundlinje, og er to gange kåret som gazellevirksomhed.

Fakta om Initiativpris 2019
Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI’s medlemskreds. Det er virksomheder, som på en eller anden måde kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere.

Virksomhedens leder har udvist et særligt mod til at gribe nye muligheder på et tidligt tidspunkt. Muligheder som gør, at virksomheden i dag står bedre rustet til at gribe fremtidens muligheder. Hermed ønsker DI at prise modet til at træffe gennemgribende beslutninger særligt i forhold til emner som: Ejerskab og ledelse, sikring af finansiering, tiltrækning af arbejdskraft, internationalisering og produktivitet.

De 18 vindere i DI’s 18 regionalforeninger dyster om at vinde den landsdækkende Initiativpris, der uddeles på DI’s årlige SMV-dag i februar måned. Her er der tradition for at HKH Prins Joachim uddeler prisen.

Forfatter

Related posts

Top