Kig op: Merkur vandrer hen over solskiven i eftermiddag

Årets mest usædvanlige astronomiske begivenhed finder sted i dag.

I løbet af eftermiddagen bevæger solsystemets inderste planet, Merkur, sig ind foran solen og kan ses fra Jorden som en prik på solskiven. Det sker kun omkring 13 gange på 100 år, og næste gang er først i 2032.

Solvandringen begynder klokken 13.35 og slutter først fem en halv time senere. Passagens midtpunkt, hvor Merkur er længst inde på solskiven, er klokken 16.19. Men da er solen ved at gå ned i Danmark.

Planeten vil synes meget lille mod solen, og man skal huske at passe på sine øjne.

– Det kræver særlig beskyttelse af øjnene. Bedst er solformørkelsesbriller, der bortfiltrerer skadelig stråling. Uden beskyttelse risikerer du alvorlige øjenskader, advarer Michael Linden-Vørnle, chefkonsulent ved DTU Space.

Om planeten
Merkur er den mindste og inderste i vores solsystem. Den roterer rundt om solen på knap 88 dage. Planeten ligner Jordens måne: Der er kraterfyldte områder og plane sletter, den har ingen måner og ingen atmosfære af betydning. Merkurs diameter er kun to femtedele af Jordens. Da planeten tilmed er omkring 92 millioner kilometer borte, er den svær at se fra Jorden. De seneste Merkur-passager indtraf i 2003 og 2016. Den næste kommer i 2032. Merkur-passager ses i gennemsnit 13 gange hvert århundrede.

/ritzau/

Foto: Genrefoto

Forfatter
Tags
Top