Vi låner betydeligt flere digitale bøger

Bibliotekerne er de mest besøgte kulturinstitutioner i Danmark, selv om flere danskere låner bøger digitalt.

Sidste år blev der læst og lyttet til 3,8 millioner e- og lydbøger, og alene udlånet af de digitale bøger steg sidste år med 26% forhold til 2017. Det fremgår af rapporten “Folkebiblioteker i tal 2018”, som Kulturministeriet og Danmarks Statistik står bag.

Den stigende popularitet for bibliotekernes digitale tjenester skyldes den gode tilgængelighed, mener Jakob Heide Petersen, der er chef for Københavns biblioteker og bestyrelsesformand for eReolen.

– Vi bruger allerede en masse digitale tjenester på mobilen. Derfor tror jeg også, den nemme adgang til litteratur er afgørende, siger han.

– Lydbøgerne er blevet et format, som danskerne har taget til sig, og det handler om, at man kan bruge litteraturen, mens man foretager sig alt muligt andet, og det passer nok godt ind i en travl hverdag, siger Jakob Heide Petersen.

I 2018 var der 37,6 millioner besøgende på landets folkebiblioteker, hvilket er et lille fald på to procent fra året før.

/ritzau/

Forfatter
Top