Nationalparkcenter Thy har finansieringen på plads

Med en bevilling på 3 mio. kr. fra Augustinus Fonden er det lykkedes for folkene bag Danmarks første nationalparkcenter, Nationalparkcenter Thy, at rejse den minimumsfinansiering på ca. 32. millioner kroner der skal til, for at gennemføre projektet.

Thisted Kommune, A. P. Møller Fonden, Realdania, Nordea-fonden, Augustinus Fonden og William Demant Fonden, samt en indsamling gennemført af Støtteforeningen Nationalpark Thy med bidrag fra 240 virksomheder, foreninger og privatpersoner, har medvirket til at nationalparkcentret nu bliver til virkelighed.

– Det er fantastisk nu at være nået så langt. Det er et langt og sejt træk at etablere noget i denne størrelse. Men vi er lykkedes med den proces, der blev sat i gang af nationalparkens allerførste bestyrelse: først at blive enige om en placering, dernæst få plangrundlaget på plads, herefter finde de fleste af midlerne til projektet hos nogle, der kunne se sig selv i projektet. Først herefter blev bygningen tegnet. Og nu er så de sidste midler på plads til realiseringen, siger Torben Juul-Olsen, bestyrelsesformand i Nationalpark Thy.

Han glæder sig nu til at få spaden i jorden og for alvor kommer i gang.

Trædesten til naturen
Nationalparkcentret bliver en væsentlig trædesten til naturen – til mageløse oplevelser og fortællinger i Danmarks største vildmark og en form for hovedindgang til nationalparken for de mange, der ikke er vante med at færdes i naturen.

Placeringen ved landingspladsen i Nr. Vorupør er valgt, fordi her netop er mulighed for både at have en indgang fra byen, der er Thys naturlige turistcentrum og en udgang til den vilde og storslåede natur umiddelbart nord for byen.

Nationalparkcentret bliver passet nænsomt ind i nationalparkens vilde natur ved at blive bygget ind i en klit. Indeni møder den besøgende et stort formidlingsrum, hvor landskabets store skala gøres håndgribeligt samtidig med, der gives mulighed for at opdage nogle af de detaljer, som ligger gemt i helheden om fx klitheden og sandflugt.

LOOP Architects er sammen med LB Consult og SLA i fuld gang med hovedprojekteringen af bygningen i tæt samarbejde med Thisted Kommune, A. P. Møller Fonden og Nationalpark Thy.

Første spadestik ventes taget i januar 2020. Og det nye nationalparkcenter ventes at åbne i det tidlige forår 2021.

LÆS OGSÅ:

Se billederne: Sådan skal nationalparkcenteret se ud

Illustration: LOOP Architects

Forfatter

Related posts

Top