Thisted Forsikring har støttet en årlig sommerlejr for økonomisk trængte børnefamilier med 15.000 kroner.
Pengene skal bruges på at leje en bus, og skabe gode oplevelser for børnene.
– Vi er så taknemlige, og jeg er helt rundt på gulvet og glad på børnenes vegne, fortæller Heidi Pedersen fra Struer der gennem foreningen Hjælp Danmark arrangerer den årlige sommercamp.
Som sendt fra himlen
– I alle de år jeg har været med til at arrangere sommercampen, har det været en kamp. Det her er som sendt fra himlen. Nu kan børnene endelig komme rundt og se vores smukke landsdel. I deres hverdag har de så få muligheder for at få oplevelser som andre børn, fortæller Heidi Pedersen og tilføjer, at man tidligere har skullet låne private biler for at komme afsted på ture.
Heidi Pedersen søgte Thisted Forsikring om støtte gennem Danmarks Rygrad støtter-konceptet. Selv om ansøgningen ikke kom med blandt de endelige finalister, valgte Thisted Forsikring alligevel efterfølgende at give en særlig donation til sommercampen.
– Vi vil gerne være med til at gøre en forskel for de mennesker der lever og bor her i vores lokalområde. Alle børn har fortjent et frirum og gode sommeroplevelser som de kan fortælle om når de er tilbage i skolen efter ferien. Heidi Pedersen og de frivillige der arrangerer sommercampen, gør et kæmpestort stykke arbejde til gavn for familier og børn der har det svært i hverdagen. Det gør indtryk, og derfor vil vi gerne hjælpe, siger administrerende direktør i Thisted Forsikring Dennis René Petersen.