Det engelske ord “Gravel” betyder oversat til dansk grus. Gravel er indenfor de sidste par år blevet det nye sort indenfor motionscykling. Gravel foregår primært på grusveje og er blevet særdeles populært, fordi det tilbyder en helt ny oplevelse på cyklen med både fart, natur og i høj grad det sociale aspekt.
I vintermånederne er det også en fordel, at man i skovene kan søge læ for regn og blæst, og derved få en god lang tur på cyklen. MTB-sporene har også, i denne periode, brug for ro og fred på grund af den meget nedbør.
Bag Thy Gravel står Midtthy Cykelmotion og DGI Nordjylland.
– Vi kunne se, at interessen for Gravel-løb var stigende, og hvorfor ikke udnytte den flotte enestående natur vi har i Nationalpark Thy, siger idemanden bag Thy Gravel, Jacob Østerby.
I 2018 løb første udgave af Nytårs Gravel i Thy af stablen den 30. december. Løbet blev en stor succes og arrangørerne kunne melde udsolgt allerede midt i november, og der var ydermere en lang venteliste. På løbsdagen blev der noteret 200 startende deltagere. Datoen er igen i år årets næstsidste dag:
– Vi holder fast i datoen den 30. december, da de fleste stadig har juleferie og samtidig ikke har de store planer dagen før nytårsaften, fortæller Jacob Østerby.
Med den store interesse i 2018 er der i år gjort plads til 300 startende på den 2-hjulede. Sidste år var den kun en distance på ca. 85 km. Der vil i årets udgave af Nytårs Gravel i Thy være 3 cykeldistancer, så alle kan være med. Distancerne er på henholdsvis: 85, 40 og 25 km. C
Der er i år også åbnet op for at man kan få en frisk løbe- eller gåtur i den dejlige natur. Man løber en rundstrækning på 5,3 km. og man kan vælge at løbe 1, 2 eller 4 omgange. Der vil også være mulighed for at gå en flot rute på 10 km.
– Vi får også fint besøg af en vis hr. Michael Valgren. Michael har givet tilsagn om at komme og køre med, og mon ikke der også er tid til en autograf og billede efter løbet.
Pressefoto