Klamphuggere og gør det selv-folk: Installatører rydder op

Klamphuggeri og fejlagtigt gør det selv-arbejde fylder stadig godt i de nordjyske hjem.

En ny medlemsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne blandt landets el- og vvs-installationsfirmaer viser således, at 55 procent af installatørerne i regionen oplever, at brugen af uautoriserede håndværkere er et problem, samtidig med at 41 procent oplever, at problemet har været stigende de seneste to år.

Dermed er nordjyderne dem i hele landet, som tilsyneladende i størst grad overlader arbejdet på de tekniske installationer til autoriserede fagfolk. Alligevel er der ifølge ingeniør Per Møller Christensen stadig brug for at være på vagt overfor klamphuggeriet.

– Det er da positivt, at de nordjyske boligejere ligger i den pæne ende, når det gælder om at overholde reglerne. Men der er stadig alt for mange, som, formentlig i forsøget på at spare lidt penge her og nu, enten kaster sig ud i risikabelt gør det selv-arbejde eller overlader det til andre folk uden den nødvendige faglige viden,  siger han.

Han understreger, at man ved ikke at benytte et autoriseret installationsfirma risikerer alt fra vandskader til elektriske stød og brand.

Derfor er rådet fra Per Møller Christensen også klart:

– Kontakt altid en autoriseret håndværker, hvis du vil have udført arbejdet ordentligt. På den måde vil du også være omfattet af en garantiordning, hvis arbejdet mod forventning ikke er udført, som det skal være, siger Per Møller Christensen.

Forfatter
Top