De to Redoffice-forretninger Redoffice Konpap A/S & Redoffice MP Kontorcenter A/S med hovedkontorer i Thisted og Nykøbing, har udvidet deres samarbejde og er fusioneret med hinanden.
Fusionen betyder at virksomheden bliver landsdelens største leverandør inden for kontorforsyninger med fuld kompetence på fire forretningsområder: Kontor- & gaveartikler, Emballage,
Møbler & indretning samt Kopi/print/scan.
Virksomhederne har gennem flere år haft et godt samarbejde omkring logistik, indkøb og en sammenlægning af virksomhederne har været på tale i flere omgange. Men nu var tiden den helt rigtige til både at styrke de to virksomheder samt sikre et generationsskifte løbende over de næste år.
– Det har været vigtigt i dialogen mellem os at finde en holdbar løsning for alle fem indehavere, som får nuværende ejer hos Redoffice Konpap, Klaus Sørensen, som administrerende direktør og nuværende ejer hos Redoffice MP Kontorcenter, Peter Rasmussen, som salgsdirektør, oplyser den nu fusionerede virksomhed i en pressemeddelelse.
– Som et led i generationsskiftet vil Anders Christensen og Lotte Haunstrup fratræde som administrerende direktører, men vil fremover stadig have en væsentlig rolle i det fremtidige set-up. Anders Christensen vil sammen med Peter Rasmussen have det overordnede ansvar for salgssiden ligesom Lotte Haunstrup bliver ansvarlig for firmaets butikker i Thisted, Nykøbing, Skive, Viborg og Vejle. Mads Larsen vil stadig have ansvaret for virksomhedens møbelafdeling, oplyses det videre.
Arkivfoto: Redoffice Konpap Thisted