Fra næste år kommer der endnu flere hænder ud i vuggestuer og integrerede institutioner i Thisted Kommune.
Det kan lade sig gøre, fordi kommunen har fået del i en pulje under Børne- og Undervisningsministeriet, hvor pengene skal bruges på de 0 – 2-årige med særlige udfordringer. Med cirka 3,8 mio. kr. i 2020 og 3,2 mio. kr. de efterfølgende to år bliver det muligt at ansætte endnu flere pædagoger og medarbejdere, udover hvad de nye minimumsnormeringer lægger op til.
Ni stillinger i syv tilbud
Økonomien giver mulighed for omtrent ni faste stillinger som enten pædagoger eller pædagogiske assistenter. Det er beregnet ud fra et gennemsnit af, hvad en pædagogstilling typisk koster om året, hvilket er cirka 392.000 kr.
Der er syv dagtilbud i kommunen, som hver har fået en del af puljen. De syv er:
– Børnehuset Koldbøtten, Koldby
– Espersens Børnehus, Thisted
– Hanstholm Børnehus
– Hundborg Børnehus
– Markblomsten, Vestervig
– Skattekisten, Hurup
– Vuggestuen Tumlehuset, Thisted
Hvert tilbud får en sum penge, som afhænger af antallet af børn, der er mellem 0 og 2 år og med særlige vanskeligheder. Da Tumlehuset udelukkende er en vuggestue for 0 – 2-årige, får Tumlehuset den største andel.
– Det er et rigtigt godt træk, at vi har fået en stor del af den pulje, som er afsat. Det betyder helt konkret, at kvaliteten højnes i institutionen. Vi bliver flere pædagogiskuddannet medarbejdere, som får mere tid sammen med børnene, så leg, læring og trivsel øges, siger Leder af Tumlehuset, Gitte Thyrrestrup.
Hun uddyber desuden behovet:
– Vi har netop at gøre med en gruppe børn, som har gavn af ekstra tid og et målrettet fokus, og det giver flere pædagoger og pædagogiske assistenter os muligheden for.
Set ud fra en politisk vinkel er pengene med til at understøtte de mål og prioriteringer, som Kommunalbestyrelsen og Børne- og Familieudvalget har sat. Formand Søren Kanne Zohnesen:
– Et af vores mål i vores politik for børn og familiers velfærd er at understøtte stærke og velfungerende institutioner i hele kommunen. Og flere hænder er netop med til det, samtidigt med at vi kan styrke hvert barns personlige, sociale og faglige udvikling – også når vi har at gøre med børn, der har særlige udfordringer.
Foto: Thisted Kommune