En ny rapport fra Lærerkommissionen skal inspirere skoleområdet i hele landet. Morsø Kommune er blandt de steder, som fremhæves for at have fokus på godt samarbejde i lokal aftale.
For to år siden blev der indgået en ny arbejdstidsaftale for folkeskolelærere på Mors. Aftalen skulle sikre større fleksibilitet, styrke teamsamarbejdet og skabe mere arbejdsglæde. Den indsats er altså nu blevet bemærket på nationalt plan i den nye rapport fra Lærerkommissionen.
Det glæder Morsø Kommunes nye centerchef på skoleområdet Michael Dahlgaard, som også selv har haft arbejdet med den lokale arbejdstidsaftale tæt inde på kroppen i sit tidligere job som skoleleder på M. C. Holms Skole.
– Det her er et stort skulderklap til alle os, der har fået arbejdsaftalen på plads og til at fungere i dagligdagen. Det er min oplevelse, at vi fik lavet en god aftale, og det er dejligt at se, at det også er blevet bemærket udefra. Derfor vil jeg gerne sige godt gået til alle på skoleområdet, det her kan vi godt være stolte af, siger han.
Rapporten skal inspirere
Med den nye rapport fra Lærerkommissionen afsluttes 16 måneders intensivt arbejde med at indsamle viden om skoleområdet og omsætte den til anbefalinger, som parterne på området kan bruge i deres videre drøftelser – blandt andet om en ny arbejdstidsaftale for lærerne, som ønskes indgået senest ved overenskomstforhandlingerne i 2021.
Morsø Kommune er nævnt under et punkt om: Fokus på godt samarbejde i lokale aftaler. Det handler om, at i flere af landets kommuner har parterne ud over aftaler om arbejdstilrettelæggelsen brugt lokalaftalen som en anledning til at beskrive samarbejdet om skolen i kommunen. Det fremhæves, at i Morsø Kommune har man i lokalaftalen mellem parterne lokalt formuleret et professionsideal for kommunens skolevæsen. Her beskrives den professionelle lærer og det professionelle team, den professionelle skoleledelse og den højt præsterende skole.
Mere tillid og mindre bøvl
Morsø Kommune indgik i 2017, en ny arbejdstidsaftale for folkeskolelærere på Mors. Kommunen var den første kommune i Region Nordjylland som indgik en sådan aftale.
Et kerneområde i aftalen var den individuelle del, som sikrer den enkelte lærer og børnehaveklasseleder et professionelt råderum. Det betyder, at lærerne fremover selv kan vælge, hvor og hvornår de forbereder sig. I gennemsnit drejer det sig ca. om syv timer om ugen, som ofte er placeret i yderpositionerne af en arbejdsdag.
– Kort sagt, så handler aftalen om at vi skal have tillid til hinanden uden, at man drukner i administrativt bøvl. Folk er professionelle, og vi skal behandle hinanden som sådan, fortæller Michael Dahlgaard.
Aftalen har fokus på at sikre kvalitet i opgaveløsningen, og at lærerne får mulighed for at forberede sig derhjemme, uden først at skulle aftale det med skoleledelsen.
Foto: Sydmors Skole og Børnehus (arkivfoto)