Rekordsalg af pladsbilletter i togene, ekstra færgeafgange og julerejsende, der primært skal fra Sjælland til Fyn og Jylland.
Ifølge Vejdirektoratet, DSB og Molslinjen bliver de to helt store rejsedage lillejuleaften og anden juledag. Men højtidstrafikken bliver også spredt ud, lyder det fra Jimi Nyrup, der er vagthavende i Vejdirektoratet.
– Vi forventer noget trafik derude, men den kommer nok til at være relativt spredt over flere dage, fordi julen ligger næsten lige efter en weekend.
– De fleste rejser mod Jylland mandag, mens vi forventer, at folk vender næsen hjemad 26. december fra Jylland og mod Sjælland. Så der kommer til at være meget trafik på vejen hjem, siger Jimi Nyrup.
Samme tendens viser sig til vands hos Molslinjen. Det kan ses på antallet af solgte færgebilletter, hvor de fleste skal fra Sjælland til Jylland på udrejsedagene.
– Der kommer til at være mest tryk på fra Sjælland. Så skyller bølgen ind over Jylland på udrejsedagene, siger Jesper Maack, PR- og kommunikationschef.
Der indsættes desuden en ekstra færge på de mest befærdede rejsedage, der er 22., 23., 26. og 27. december hos Molslinjen, fortæller han.
Også hos DSB indikerer det rekordhøje antal af solgte pladsbilletter, at de togrejsende vælger at tage af sted til deres nærmeste for at fejre jul på spredte tidspunkter.
– 90 procent af vores kunder vælger at købe en pladsbillet på forhånd, så vi kan se, hvor de skal hen. Det betyder, at vi kan sætte ekstra toge ind de steder, hvor der er mange rejsende, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB.
-Den største udrejsedag bliver mandag, og så tager de fleste hjem 26. eller 27. december.
/ritzau/