I år er det 25 år siden at Thisted Bryghus, som det første i landet, sendte en økologisk øl på markedet. Og nu kommer en helt ny af slagsen: Økologisk Øl Havre.
Den nye øl er brygget med malt af økologisk havre, hvede og byg, alt sammen dyrket på markerne på Gyrup Gård tæt på Nationalpark Thy.
– Øl Havre er en mørk Stout, men mere mild og let drikkelig end mange af de kraftigere Stouts på markedet. Det skyldes blandt andet den maltede havre og den ristede hvedemalt fra Gyrup, som bidrager med en mere frisk og mild/rund maltprofil, end de ofte lidt tunge Stouts baseret på bygmalt, fortæller Brygmester Antoni Aagaard Madsen, der har udviklet den nye øl.
Med en relativ lille alkoholprocent egner øllen sig i særdeleshed til en god froskot eller en hovedret bestående af fx gryderetter med okse- eller svinekød.
Den nye havrestout kommer i familie med to andre økologiske øl – Øl Spelt og Øl Rug , som Thisted Bryghus har udviklet i samarbejde med det nye mikromalteri i Thy – Gyrup Malt.
Den nye øl er netop sendt i handlen.
Foto: Thisted Bryghus