Som en del af regeringens forslag til ændringer af børneområdet vil S-regeringen anbringe flere børn tidligere.
Men statsminister Mette Frederiksen vil ikke sætte tal på, hvor mange ekstra børn der skal tvangsanbringes.
– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er børn i Danmark, der burde være anbragt. Men det vil være useriøst at sætte måltal på. Det må afhænge af de enkeltes situationer.
– Vi kan se, at der stort set ikke bliver fjernet børn i alderen to, tre, fire og fem år, men rigtig mange teenagere. Det er et problem, for problemerne starter ikke først, når man bliver teenager, siger Mette Frederiksen på et pressemøde ved embedsboligen Marienborg mandag.
Her har statsministeren sammen med social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) præsenteret en række forslag til ændringer af børne- og anbringelsesområdet.
Regeringen forventer at præsentere et samlet udspil senere på året. Der er endnu ikke anvist finansiering.
/ritzau/
Arkivfoto: Joshua Tree Photography