Politidirektør fra Lemvig går på pension

Politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, ønsker – efter en lang karriere på næsten 43 år i politiet – at gå på pension med udgangen af marts 2020. Politidirektør Helle Kyndesen fra Østjyllands Politi indtræder i stillingen.

Jens Kaasgaards karriere i politiet begyndte i 1977, hvor han som ung politifuldmægtig fik ansættelse i Hjørring politikreds. Selv kalder han de første år i politiet ’en form for mesterlære, hvor civilt ansatte var med til lidt af hvert’. Det var en lærerig tid for den dengang nyklækkede jurist fra Ferring ved Lemvig.

Undervejs i karrieren har han bestredet poster i både Rigspolitiet og Københavns Politi, inden han i 1998 ”vendte hjem’ og tiltrådte som politimester i Holstebro. Efter politireformen i 2006 blev han politidirektør for landets geografisk største politikreds, Midt- og Vestjyllands Politi.

– Jeg vil gerne sige en stor og helhjertet tak til Jens Kaasgaard, der som politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi har ydet en imponerende og flot indsats både lokalt og nationalt. Jens har været med hele vejen gennem de store forandringer, politiet har gennemgået, og har samtidig – ikke mindst i kraft af sine stærke personlige egenskaber – været med til at sikre et politi med borgeren i centrum, udtaler Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Politidirektør Jens Kaasgaard udtaler:

– Det har været et enormt privilegium at være ansat i dansk politi. Jeg har været omgivet af gode, loyale medarbejdere og dygtige, dedikerede ledere. Jeg kan med god samvittighed sige, at jeg lader mig pensionere fra et politi, hvor befolkningen aldrig har fået bedre betjening, og hvor de ansatte aldrig har været bedre. Jeg vil gerne sige et stort tak til de mange dygtige kolleger, jeg har haft æren af at arbejde sammen med gennem årene. Politi og anklagemyndighed er et fantastisk sted at være ansat, og jeg har aldrig fortrudt, at dansk politi blev min livsbane.

Politidirektør i Østjyllands Politi Helle Kyndesen tiltræder som politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi efter Jens Kaasgaard pr. 1. april 2020. Helle Kyndesen har tidligere blandt andet været vicepolitidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi og vicepolitimester i Ringkøbing.

Foto: Morten Larsen

Forfatter
Top