Destination Limfjorden får hovedkontor på Mors

Sidste år indgik Struer, Skive og Morsø kommuner et turismesamarbejde med navnet Destination Limfjorden. På et møde i den politiske styregruppe i den forgangne uge blev der taget en række beslutninger, som bringer samarbejdet nærmere den fysiske realisering.

Bl.a. er det blevet besluttet, at placere hovedkontoret på Mors, mens formandsposten tilfalder Skive Kommune. Næste skridt bliver at ansætte en direktør.

Ifølge styregruppen er der kommet mange gode ansøgninger, og i det stærke felt er der nu blevet udvalgt en række ansøgere, som er indkaldt til samtale. Første samtalerunde finder sted i dag.

I stillingsopslaget er det blevet fremhævet, at der søges en direktør, der ser det som sin mission at tage ansvar for opbygning og udvikling af det nye selskab, Destination Limfjorden, hvis formål er at udvikle turismen omkring Limfjorden.

Samarbejdet mellem de tre kommuner er blevet til på baggrund af vedtagelsen af den nye lov om dansk turisme (L67), og den politiske aftale om forenkling af erhvervsfremmesystemet skal den kommunale turismefremmeindsats frem mod 2020 konsolideres i 15-25 destinationsselskaber, der skal varetage den lokale turismefremmeindsats.

Fakta

  • Destination Limfjorden er et fælles destinationsselskab mellem Skive, Morsø og Struer kommuner. Kommunerne i og omkring Limfjorden tror på Limfjorden som motor for udviklingen af turismen.
  • Destinationsselskab vil få en enestående position og tydelig profil. Områdets DNA handler om livet på, ved og af Fjorden. Dette er autentisk og kan få international gennemslagskraft.
  • I et gensidigt respektfuldt samarbejde vil kommunerne understøtte et turisterhverv i vækst.
  • Gode aftaler lokalt er forudsætningen for at løfte det fælles destinationsarbejde.
  • Med skabelsen af Destination Limfjorden professionaliseres den fælles turismeudvikling med respekt for de allerede opnåede resultater i det lokale arbejde.

LÆS OGSÅ:

Samarbejdsaftale bag turistsamarbejde på plads

 

Forfatter

Related posts

Top