Tusindvis af unge har et behandlingskrævende alkoholforbrug

30.000 unge mellem 15 og 25 år havde i 2019 så stort et forbrug af alkohol, at de havde behov for rådgivning eller behandling.

Det viser en rapport fra Center for Rusmiddelforskning, skriver Berlingske.

Tallet svarer til 3,8 procent af de unge i aldersgruppen. Men det er “alt for stort et tal”, mener Anette Søgaard Nielsen. Hun er professor ved Enheden for Klinisk Alkoholforskning på Syddansk Universitet og tidligere leder af Alkoholbehandlingen i Odense Kommune.

– Der er ingen tvivl om, at et stort alkoholforbrug, når du er ung, giver en øget risiko for, at du bliver dårligere til indlæring, at du kan få problemer med din uddannelse, og at du kan få en svær afhængighed, som du ikke selv kan løse.

– Så vi skal være bekymrede, siger Anette Søgaard Nielsen til Berlingske.

På trods af at flere tusinde unge har brug for behandling eller rådgivning til at nedbringe deres alkoholforbrug, så er det kun to procent af dem, der modtager hjælp gennem et kommunalt tilbud, fremgår det af rapporten.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top