Igår meddelte Mors-Thy Håndbold at keeper-talentet Nicklas Graugaard Nielsen stopper i klubben efter denne sæson. Idag meddeler klubben så at afløseren er på plads.
Klubben har indgået en to-årig aftale med den 27-årige Rasmus Bech. De seneste tre sæsoner har Rasmus Bech spillet i den bedste norske række i hhv. Halden HK og Drammen HK. Han kender derfor også Mors-Thy Håndbold’s kommende cheftræner Jonas Wille rigtig godt, idet de har en fælles fortid i Halden HK.
– Vi glæder os til samarbejdet med Rasmus Bech, og vi synes, at det ser spændende ud på målmandsposten, hvor vi mener, at vi er dækket solidt ind. Med sin højde og drøjde fylder Rasmus godt i målet, og han er en anderledes målmandstype end Søren P. (Søren Pedersen, red.), og derfor vil de to supplere hinanden godt, lyder det fra Henrik Hedegaard, sportschef i Mors-Thy Håndbold.
Rasmus Bech, der oprindeligt er fra Nordjylland, har tidligere spillet i både Aalborg Håndbold og Randers HK. Og han glæder sig til at komme hjem:
– Jeg ser frem til igen at spille i den danske liga, som er et trin op i forhold til den norske, hvor jeg har spillet de seneste sæsoner. Mine første indtryk af Mors-Thy Håndbold er gode, og jeg glæder mig til at blive en del af klubben og til at spille i Thy og på Mors med Bette Balkan i ryggen.
LÆS OGSÅ:
Foto: Mors-Thy Håndbold