Dybt fortrolige oplysninger som sms-indhold fra intetanende danskere er stik imod reglerne blevet udleveret fra et teleselskab til politiet. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Oplysningerne er blevet udleveret, i forbindelse med at politiet har indhentet signaleringsdata, der bl.a. kan bruges til at søge efter vidner under en efterforskning.
Et telefonnotat fra Rigspolitiet, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, viser, at udleveringen af oplysningerne minimum er sket to gange.
Ifølge notatet rettede Rigspolitiet den 27. marts henvendelse til teleselskabet om problemet, men to måneder senere – den 28. maj, hvor notatet er dateret – fremgår det, at »problemstillingen fortsat opstår i visse sager«.
Teleselskabet er anonymiseret i materialet, og Rigspolitiet vil ikke oplyse navnet på selskabet, men Jakob Willer, som er direktør i teleselskabernes branchesamarbejde, Teleindustrien, er bekendt med det og siger, at der er tale om en alvorlig fejl, som ikke burde ske.