Succesfuld børneforestilling vender hjem

Efter to succesfulde uger i København vender Limfjordsteatrets ”VRED” hjem og kan opleves søndag 9. februar.

Limfjordsteatrets børneforestilling ”VRED” har gennem to uger spillet for fulde huse på det københavnske børneteater Anemonen.

– Vi har fået så mange roser fra det københavnske publikum, og Anemonens leder fortæller, at de stort set aldrig har kunnet trække så stort et publikum i en januar måned, siger teaterleder Gitta Malling.

På de 14 dage nåede Limfjordsteatrets skuespiller Sune C. Abel og musiker Connie Pilgaard Nielsen at spille 22 forestillinger, som blev set af knap 2000 børn og voksne.

– Forestillingen roses for at tale lige ind i børnenes verden, og beskrive noget, alle kan genkende, siger Gitta Malling.

Forestillingen er legende, musikalsk, ordløs – og meget morsom. Den har spillet i både Danmark, Tyskland og Spanien med lige stor succes, fordi børnene på tværs af sprog genkender de følelser, der er på spil. Kender oplevelsen af at blive uretfærdigt behandlet. Af at blive ked af det. Og sur. Og til sidst bare rigtig rigtig VRED. Og så den svære kunst, at finde ud af at blive glad igen.

Forestillingen er instrueret af Gitta Malling, mens den lokale kunstner, Klara Espersen har tegnet de figurer, som er et vigtigt element i forestillingen.

Billetter til søndag den 9. februar kan købes på www.limfjordsteatret.dk.

Forfatter

Related posts

Top