2 ud af 3 huse har dårlige energimærkninger

Ældre huse med utætte vinduer, dårlig isolering og et højt varmeforbrug er ikke et særsyn i Nordvestjylland hvor næsten seks ud af ti enfamiliehuse har et dårligt energimærke.

Det går ud over miljøet, for der er store mængder CO2 at spare, hvis husenes energimærker bliver forbedret med bare et enkelt trin, viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

– Desværre er rigtig mange boligejere tilbageholdende med at energirenovere. Isolering af lofter, gulve og mure, nye tætte vinduer og døre med videre er ellers et stort plus for både pengepungen og klimaet, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Dansk Byggeris analyse viser, at hvis et enkelt gennemsnitshus på 140 kvadratmeter med energimærke G bliver forbedret et hop opad til F, vil man kunne reducere udledningen af CO2 med mellem et og fem ton hvert år, afhængig af hvordan huset bliver opvarmet.

Fælles for husene på Mors samt i Thy og i Struer er, at ca. to ud af tre (65-67%) huse har dårlige energimærker. For husene i Lemvig Kommune er antallet lidt højere (73%).

Foto: Lemvig.dk

Forfatter
Top