Den danske verdensmester i boksning Dina Thorslund, som er fra Struer, stopper samarbejdet med den tyske promotor Team Sauerland.
Det oplyser sidstnævnte i en pressemeddelelse.
Efter fire års samarbejde, hvor Dina Thorslund blandt andet har vundet EM og forbundet WBO’s VM-titel i superbantamvægt, er parterne blevet enige om at gå hver til sit med øjeblikkelig virkning.
– Vi har haft et langt og succesfuldt samarbejde med Dina, som gjorde hende til ungdomsverdensmester, europa- og verdensmester.
– Efter diskussioner med Dina og hendes team har vi dog besluttet at frigive hende fra sin kontrakt, siger Nisse Sauerland.
Dina Thorslund kigger tilbage på en god tid hos Sauerland, selv om man ikke kunne nå til enighed om at fortsætte samarbejdet.
– Selv om jeg nu går i en anden retning, forbliver jeg taknemmelig for den rolle, de spillede for at gøre mig til verdensmester. Vi går fra hinanden på god fod, og jeg ser frem til det næste kapitel i min karriere, siger Thorslund.
Thorslund, der skrev under med Team Sauerland i 2015, besejrede i 2018 Alicia Ashley og erobrede forbundet WBC’s midlertidige VM-titel.
Senere samme år slog hun Jessica Arreguin Munoz i kampen om WBO’s VM-bælte, et bælte hun forsvarede to gange i 2019 mod Alesia Graf og April Adams.
/ritzau/